Daisaku Ikeda oplevede 2. Verdenskrig som teenager i Tokyo. Fra han var 14 arbejdede han på en våbenfabrik, og han mistede sin ældre bror i krigen. I et essay A Piece of Mirror (Soka Gakkai, 2004) fortæller han, hvordan hadet mod krig voksede i ham. Et had, der senere endte i en total dedikation til fred. I essayet skriver han bl.a.:

Da min mor modtog nyheden om Kiichis død, vendte hun sig bort fra os, skælvende af sorg. Dette var det største tab, den dybeste sorg, hun havde oplevet i hele sit liv. Jeg følte krigens tragedie og dens spild dybt i min sjæl. Krig som bringer sådan en sorg til en mor, der ikke har gjort sig skyldig i noget som helst andet end at elske sit barn, er kun et onde – et absolut onde.

Som 19 årig mødte han sin senere mentor, pacifisten og pædagogen Josei Toda. Toda var leder af den buddhistiske lægorganisation Soka Gakkai og havde været fængslet under anden verdenskrig på grund af sin tro. Disse oplevelser skærpede Ikedas dybe engagement i fredsarbejdet og er baggrunden for hans anstrengelser for at skabe en global fredskultur. Han har bl.a. udbredt sine tanker gennem foredrag på mange af verdens universiteter, og har mødtes i dialog med store personligheder, f.eks. Arnold Toynbee, Johan Galtung, Vaclav Havel, Chou Enlai, Michail Gorbatjov og Nelson Mandela. I 1983 modtog Daisaku Ikeda FNs Freds Medalje. Han var med til at mindske spændingerne mellem Kina og Sovjet i 1970'erne gennem "privatmands-diplomati", og i 1997 blev han æresmedlem af World Federation of United Nations Association - WFUNA for sit store engagement i FN.

Hvert år siden 1983 har Ikeda  udgivet en fredstale - et slags fredsforslag til FN - på SGIs stiftelsesdag den 26. januar.

Og i 2009 udgav han ligeledes et forslag til fjernelse af atomvåben. Det blev udgivet den 8. september i anledning af hans mentors berømte tale mod atomvåben den 8. september 1957 i Yokohama.